Det at melde afbud i sidste øjeblik pga. smerter.
Er noget af det værste jeg ved, særligt når det er noget jeg gerne vil eller det skuffer andre.
Jeg har mange gange sagt “jeg må desværre melde afbud pga. smerter”, det ikke noget man vender sig til.
Det gik for alvor op for mig, hvor meget mine omgivelser skal gå på kompromis for at jeg kan være med. Da jeg måtte aflyse spejder fordi at min ryg ikke kunne holde til, at være ude i kulden de 2 timer med for mig hård fysisk aktivitet. Selvom at de andre forældre er rigtig gode til at tage min datter i hånden, når der skal laves noget jeg ikke kan holde til.
Men vi måtte så finde på noget anden aktivitet, det blev at vi tog op og besøgte farmor, farfar og deres hund. Det var bestemt et lige så godt alternativ, nu hvor far måtte sige fra pga. smerter.
Hvergang jeg må sige fra, minder jeg mig om disse ting.
Jeg vil gerne, men kan ikke altid.
Kroppen bestemmer, ikke jeg.
Kræfter slipper hurtigere op.
Samt denne historie, som giver mig et stort smil på, hvergang jeg læser den.
Forstil dig du står ved siden af en elitesoldaten, sportsmanden, eller forretningsmanden. Forestil dig nu, at du skal udpege den sejeste af jer to. Vil du så pege på dig selv eller på den anden personen, der står ved siden af dig? Personen der står ved din side og som ikke har en funktionsnedsættelse og måske er rigtig stærk, fordi vedkommende ofte står overfor nogle store og svære arbejdsopgaver. Disse krævende opgaver står han kun overfor ,når han er på arbejde, ikke når han har fri.
Du skal slås med din funktionsnedsættelse konstant og sandsynligvis hele livet. Du skal slås med situationer, hvor din funktionsnedsættelse gør hverdagen vanskelig for dig. Du kan ikke lægge dit funktionsnedsættelse fra dig og holde fri fra den på samme måde, som den person du står ved siden af kan holde fri fra arbejdet. Husk på det og nyd livet, for livet er trods alt dejligt.
Men når det er sagt. Er jeg utrolig glad og føler mig så privilegeret over, at nogle trods alt stadig nyder mit selskab.
Prøver hver dag at lade smerterne være baggrundsstøj, men aldrig tage over og få en mere fremtrædende rolle. Selvom det er utroligt svært at holde smerten på afstand, det klares også kun ved hjælp af medicin og mindfulness.
Tak for alle som er der for mig.
Knus Henrik