Mors dag, TUSINDE TAK til min MOR

Som mange af jeg nok ved, så har det i dag været mors dag.
Så jeg vil prøve at forklare, hvad min mor har betydet for mig efter arbejdsulykken.

Min mor og farmor hjalp mig lige efter ulykken med alt, min mor lavede mad og kom ned med, mine forældre bor 500 meter fra mig.
Selvfølgelig var min mor ked af jeg var kommet til skade, og ville gøre alt for at jeg fik det godt igen. Da jeg næsten et år efter ulykken, var så trist at jeg havde svært ved og se nogen mening med livet. Min mor og min daværende kæreste havde snakket sammen om at der skulle til at ske noget for jeg var ikke til at holde ud at være sammen med.

Derfor sendte min mor mig til en healer, tænkte hvad fanden kan sådan en gøre? Men tog udfordringen op og tog der om, healeren holdte hånden lidt over min krop, mens jeg lå og slappede af til bølgebrus og vind i skoven.
Hvad der præcis skete i hovedet på mig, står stadig uvist for mig.
En ting er dog sikkert, nemlig at det flyttede rundt på nogle af mine tanker. Pludselig begyndte jeg at læse en masse om mindfulness og arbejde med hvordan jeg opfattede livet. Da min daværende kæreste forlod mig en måned siden, faldt jeg lidt ned i et hul igen, men mindfulness og samtaler med min mor gjorde at jeg begyndte stille og roligt kom videre.

Siden har fokus været på at arbejde med mig selv, samt være en god far for min datter. Derfor gik der også 5 år før jeg igen fik en kæreste, det holdt dog kun 2 måneder. Det var min beslutning, da jeg ikke havde kræfter til at have en kæreste sammen tid med at jeg skulle være der for min datter, forældre og venner.
Indså nemlig at da jeg havde lagt med opkast 4 gange på en måned, fordi jeg havde overanstrengt mig, normalt plejer der at gå 1-2 måneder mellem at jeg har opkast pga. overanstrengelse.

Min mor valgte og støtte mig, selvom hun havde været så glad for at jeg havde fundet mig en kæreste. Hun havde nok også tænkt at nu var der måske udsigt til flere børnebørn, hvilket jeg måtte skuffe hende med, da jeg ikke rigtig havde overskud til at have en kæreste, hvilket også vil sige at der heller ikke ville være overskud til at skulle have flere børn.
At jeg pga. smerter også har problemer med hukommelsen, da smerterne optager en del af hjernekapaciteten, så der er mindre til at klare alle de andre ting man også bruger hjernen til.
Det giver sig også tilkende, ved at jeg hurtigt bliver stresset. Det derfor jeg skal slappe af i hovedet midt på dagen, hvor jeg sammen tid har benet oppe, så foden ikke hæver og begynder at dunke.
Når jeg bliver stresset, begynder jeg også at have problemer med impotens. Det er en kendt bivirkning ved stress, men at smerter giver hjernen mindre kapacitet til at klare alt andet med, giver stress er der ikke mange der ved.

Min mor har om nogen været ked af hvordan hendes søn har haft en del udfordringer, efter jeg kom til skade.
Jeg har dog den dybeste respekt for at hun tør tage snakken med mig, om de ting hun syntes er svært.
Det er det vigtigste at man taler om tingene, for ellers bliver det bare større og større tanker om tingene, hvilket ikke føre noget godt med sig.

Ja jeg har også grædt over at tingene er endt, som de er. Men er nået til at der ikke er meget der kan ændres, så det bare at få det bedste ud af livet.
Ting der kan gøre mig trist, er når folk snakker bag min ryg om hvor meget de mener at jeg spiller på mit handicap.
Det ikke fordi de rammer mig, at jeg bliver trist. Men fordi at det noget som gør min mor ked af det og høre, og at det også vil gøre min datter ked af og høre, hvis hun skulle det.
Det de 2 piger, som betyder alt for mig og som jeg vil gøre alt for har det godt.

Jeg har det dog sådan, at hvis folk mener de har noget de syntes jeg gør forkert eller ser forkert ud, så vil jeg hellere end gerne tage en kop kaffe med dem, så vi kan snakke tingene igennem og jeg kan blive klogere på hvordan de opfatter tingene, og måske kan de lære noget om hvordan det er at leve med kroniske smerter.

Husk: “Mennesker, der har en usynlig sygdom spiller ikke syge, de spiller raske”

Knus Henrik